Manuel behandling af arvæv

Arvævsbehandling – tidlig indsats har betydning

Er du ny Kejserinde?

Dit største fokus de første uger, skal være at hvile – så du og dit ar kan hele. Hvil, sov, spis og brug masser af tid med din baby.

Sørg gerne for at lade baby ligge hud mod hud med dig. Det øger mængden af hormonet oxytocin i blodet, hvilket er stress dæmpende, både hos dig og baby. Oxytocin, vil hjælpe din krop med at hele og baby til at blive rolig og tryg.

Allerede i løbet af den første uge, kan du gå i gang med den første blide arvævsbehandling.

De såkaldte indirekte mobiliserende øvelser.

 

Arvævsbehandling uge 1 

Find om muligt et uforstyrret sted – 5 min. 2 gange dagligt.

Læg dig godt til rette, i en rygliggende stilling, hvor du ligger så fladt som muligt med overkroppen.

Lig her og fokuser på de gode dybe vejrtrækninger. Start med at ånde helt ud, virkelig… helt ud – lad al luft forlade dine lunger. Hold en kort åndedrætspause (1 sek.) og lad så luften strømme ind i kroppen/lungerne igen. Uden at du puster brystkassen op som en ballon. det er dybden af åndedrættet der er det vigtige – ikke hvor meget luft du kan få ind (fig. 1).

Når du har fundet ind i en god åndedrætsrytme, hvor du kan mærke, at maven løfter og sænker sig, så prøv at lægge en hånd ovenfor arret, og den anden hånd nedenfor arret (ikke ovenpå – og ikke presse).

Lad den blide tyngde fra dine hænder, give et blidt stræk i vævet, og lad varmen fra dine hænder øge blodgennemstrømningen til området. Det holder vævet levende og elastisk, samt forebygger adhærencer, mens arret heler (fig. 2). Behold englehuden på – og brug det gerne i min. 3 mdr.

Bliv liggende 5 min. eller så længe det føles godt.

Når du skal op fra liggende – fra sofa, gulv, seng, eller hvor du ligger. Rul rundt på siden, og skub dig op at sidde, ved hjælp af armene.

fig. 1

Arvævsbehandling via dybt åndedræt

fig. 2

Arvævsbehandling uge 2

Som uge 1 – Find et uforstyrret sted – 5 min. 2 gange dagligt.

Læg dig godt til rette, i en rygliggende stilling, hvor du ligger så fladt som muligt med overkroppen.

Fokuser igen på den dybe vejrtrækning, og sæt nu et blidt knib (netop mærkbart – 50 % af maks.) på din udånding. Slap af i bækkenbunden og slip på maven på indånding. Gentag ca. 10 gange.

Placer nu fodsålerne mod hinanden, og lad knæene falde ud til siden. Placer evt. nogle puder under knæene, hvis det er for hårdt i hofterne.

Fortsæt med det dybe åndedræt (fig. 3) og læg igen en hånd ovenfor arret, og den anden hånd nedenfor arret (ikke ovenpå) (fig. 4).

fig. 3

fig. 4

Arvævsbehandling med åndedræt og varme fra hænder

Arvævsbehandling uge 3

Fortsæt med åndedrætsfokus og blide knib.

Sæt dig i skrædderstilling – evt. med noget under bagdelen, så du kan holde ryggen rankt.

Plaser højre hånd på venstre knæ og roter nu langsomt og blidt mod venstre – indtil du mærker den første lille stramning i vævet. Sid stille her, og træk vejret dybt og roligt, indtil du mærker varme i vævet, eller at stramningen aftager.

Gentag til højre.

Gentage x 2 dagligt

Gå ture – gerne dagligt. Hvis muligt, uden barnevognen (lad en anden venlig sjæl, skubbe barnevognen), så du kan svinge godt med armene, og få gang i rotationen af overkroppen og blidt indirekte stræk på arvævet. Tag lange skridt, hvor du lader det bagerste ben komme langt bagud, før det føres frem igen. Start med små korte ture, for at fornemme hvor meget du kan holde til – øg gradvist dine gåture.

Arvævsbehandling uge 4

Gentag øvelserne fra uge 3

Lig dig på maven, evt. med en pude under maven, for at aflaste brysterne. Bare lig her og træk vejret.

Den mave liggende stilling hjælper med at drænere bækkenet og stimulerer nerver og arvæv. Bliv liggende 2-5 min. eller så længe det føles godt for dig.

Hvis dit ar har dannet en fin sårskorpe, uden rødme, ømhed, varme, hævelse, dunkende og ser ud til at følge normal opheling, så kan du nu begynde den blide, blide indirekte manuelle arvævsbehandling.

Lig på ryggen, med fødderne i gulvet, og knæene mod loftet.

Se evt. video instruktionen nedenfor.

Læg en “blød hånd” ovenfor arret, og den anden hånd ovenpå den ene hånd…

Pres blidt ned i vævet – bare så du lige præcis står fast på huden, og skrub så huden/vævet nedad mod arret, KUN indtil du netop mærker den første stramning i vævet.

Hold stillingen til stramningen aftager eller du mærker varme i vævet.

Læg nu en “blød hånd” nedenfor arret, og den anden hånd ovenpå den ene hånd…

Pres blidt ned i vævet – bare så du lige præcis står fast på huden, og skub så huden/vævet opad mod arret, KUN indtil du netop mærker den første stramning i vævet.

Hold stillingen til stramninger aftager eller du mærke varme i vævet.

Læg så din højre håndrod lidt til højre for arvævet, og placer venstre hånd ovenpå. Pres blidt ned i vævet – bare så du lige præcis står fast på huden, og skub så huden/vævet mod venstre, ind mod arret, KUN indtil du netop mærker den første stramning i vævet.

Hold stillingen til stramningen aftager eller du mærker varme i vævet.

Læg så din venstre håndrod lidt til venstre for arvævet, og placer højre hånd ovenpå. Pres blidt ned i vævet – bare så du lige præcis står fast på huden, og skub så huden/vævet mod højre, ind mod arret, KUN indtil du netop mærker den første stramning i vævet.

Hold stillingen til stramningen aftager eller du mærker varme i vævet.

Vigtigt

Det skal ikke føles ubehageligt. Det må gerne nive, rive, klø og risle i huden, men det må ikke gøre ondt. Hav altid respekt for dit ar, og opheling. Spørg en fagperson til råds, hvis der er noget du er i tvivl om.

Har du brug for hjælp til at blive klædt på, til at varetage din egen arvævsbehandling. Så tag fat i en fagperson.

Bor du i eller omkring Svendborg, så hjælper jeg dig også rigtig gerne.

Jeg har mange års erfaring med behandling af arvæv, både i maveregionen, men også andre stedet på kroppen.

Se mere her

Eller book en tid