Hanne Kjellstrøm Larsen

Jeg tror på

At, hvis vi ønsker os et godt og aktivt liv, hele livet, så kræver det at vi bevæger os, efter bedste evne – hver dag – hele livet.

Jeg tror på, at kvaliteten af vores bevægelser, har betydning.

Vi er dynamiske mennesker og livet byder på meget. Det liv vi lever, sætter sine “spor og aftryk” på kroppen – og på den måde vi bevæger os – på både godt og ondt.

Eksempler på “spor og aftryk”, kan være graviditeter og fødsler, idrætsskader, stillesiddende arbejde, arbejde med mange ensidige bevægelses gentagelser som ulykker af den ene eller anden slags, som vi har været ude for.

Jeg tror på at selv små bevægelsesforandringer gør en forskel. Og jeg tror på at det aldrig er for sent at starte på eller fortsætte med at bygge fundamentet for et aktivt liv – hele livet.

Uanset om det handler om stivheder, stramheder, smerter, eller manglende funktion og styrke af vores kropsKERNE.

Min opgave er

At motivere og facilitere til bevægelse. Støtte og vejlede til nye bevægelser, mere bevægelse og flere bevægelsesmuligheder. At skabe nysgerrighed og god forbindelse til alle afkroge af den fantastiske krops bevægelsespotentiale. For et aktivt liv – hele livet.

Det er min opgave at sikre at den enkelte føler sig set, og føler sig god og fin, lige præcis med den bevægelighed den enkelte har.

At den enkelte fra dette udgangspunkt udvikler sig og opnår bedre bevægelighed, øget styrke samt øget stabilitet.

Min opgave er, at skabe rammerne for træning med høj kvalitet, i et uhøjtideligt miljø, hvor bevægelseskvalitet er i fokus, for et aktivt liv, hele livet. 

Min tilgang

Jeg er meget optaget af bindevævet og fascievævet i kroppen. Det er jeg fordi det har stor betydning for hvor bevægelige og stabile vi er og føler os.

Bindevævet ligger rundt om hver enkel muskelfiber og pakker bundter af fibre sammen og ligger rundt om hele musklen. Når muskelfibrene slutter, fortsætter bindevævet i det vi kalder en sene. Senen er en forstærkning i bindevævet, som igen fortsætter og hæfter sig til knoglens yderste lag – også kaldet periost.

Periost er et tyndt lag bindevæv som omslutter knoglen. Herfra fortsætter bindevævet videre over i næste “sene” – eller forstærkning af bindevævet – til den næste muskel, hvor bindevævet igen omslutter musklen og fibrene som beskrevet ovenfor, osv., osv.

På den måde arbejder musklerne sammen i lange kæder der går fra top til tå, på kryds og tværs og rundt om kroppen.

Fascievævet kan forenklet forklares, som kroppens bløde skelet, der ligger under hud og underhud, som en våddragt med lommer i. Musklerne ligger nede i hver sin lomme, og fascievævet sikrer at musklerne bliver der hvor de skal. Musklernes kraft overføres via fascievæv fra en muskel til en anden.

85 % af muskelmassen hæfter i fascievævet, og når vi bevæger os, overføres bevægelsen via fascievævet, fra en muskel til den næste, i det vi kalder myofacielle kæder.

Det er derfor at et problem et sted i kroppen (et sted i den myofacielle kæde) kan skabe problemer et andet sted i kroppen (et andet sted i den myofacielle kæde). F.eks. kan stramheder i skulderen give smerter eller gener i lænden, hvis den bevægelighed man mangler i skulderen, hentes ved at svaje i lænden i stedet, når vi rækker opad.

Jeg er optaget af at få hele kroppen til at fungere bedre, ved at stimulere og bruge hele bevægelsesbanen, også den del, der måske i kortere eller længere tid har fået lov til at “sove”.

Vi skal “banke rusten” af og have fornyet “smørelse” til led og muskler, for en friere og mindre smertepræget krop. Det giver mere bevægelighed bedre mulighed for et aktivt liv.

Mennesket

Jeg hedder Hanne Kjellstrøm Larsen, og er født i 1975. Jeg er født og opvokset i en lille landsby i Sønderjylland – Terkelsbøl, nær Tinglev.

Gift med Tim og vi har 3 børn, Sidsel, Olivia og Signe fra hhv. 2005, 2006 og 2009.

Vi bor i Sørup, lidt udenfor Svendborg, naturskønt, i et lille landsbysamfund, og dog tæt på byen.

Jeg elsker naturen, og at være aktiv sammen med min familie i naturen. Blandt andet, at vandre, sejle og stå på ski.

Mit formål er

Jeg har stort set altid undervist i træning og været med til at skabe bevægelsesglæde.

Som 13-årig startede jeg med at undervise mindre børn i gymnastik, leg, bevægelse, motorik, rytmik, akrobatik, spring og stortrampolin. Det udviklede sig over årene, og jeg begyndte også at undervise unge og voksne.

Det har altid været min passion at skabe bevægelsesglæde hos andre – sammen med andre. Også der hvor det ikke var bevidst. 

Mit formål i dag, er dog helt bevidst, at skabe bevægelsesglæde og bevægelyst, for en aktiv og stærk krop – hele livet.

Hanne Kjellstrøm Larsen, fysioterapeut og indehaver af Kjellstrøm Fysio, klinik for morkroppen

Min erfaring som fysioterapeut:

Jeg er uddannet med en professionsbachelor i fysioterapeut fra Odenseskolen i 2002. I mit profesionelle virke som fysioterapeut har jeg en god og bred erfaring fra flere forskellige sektorer.

Min erfaring:

  • Indlejer på en klinik i Norge, Sørsia Fysioterapi – Harstad. (2002-2004)
  • Kommunal ansat som fysioterapeut i Marstal kommune på Ærø – både træning og sagsbehandling. (2004)
  • Kommunal ansat som fysioterapeut, i Odense kommune – træning (2005)
  • Fysioterapeut på OUH Svendborg Sygehus, periode på ortopædkirurgisk afd., medicinsk afdeling, geriatrisk klinik og geriatrisk afd. (2006-2011)
  • Kommune ansat fysioterapeut i Svendborg kommunes træningsafdelingen. Specialiseret på KOL, diabetes og kræft (yderligere specialiseret på brystkræft)(2011-2017)
  • Kommunal ansat fysioterapeut i Svendborg Sundhedshus (2017-2019) specialiseret på KOL og kræft/brystkræft.
  • 2019 – nu, selvstændig, specialiseret på bindevæv, åndedræt, kropsKERNE, bækkenbund og bevægelsesglæde!

De seneste 7-9 år af mit fysioterapeutiske virke, har jeg fået mulighed for at dykke dybere ned i de fagspecifikke områder, jeg virkelig brænder for.

Herunder:

Åndedrættet og hvilken betydning det har for kroppen og vores funktion. Både fysisk og psykisk.

Bækkenbunden som er så meget mere end en bund og har brug for så meget mere end et knib.

Bindevævet, som er så vigtigt for vores mobilitet og stabilitet, og ofte overset

KropsKERNEN, som vi, moderne vestlige mennesker, “glemmer” at stimulere hensigtsmæssigt, og derfor ofte ender med at få unødvendig ondt forskellige steder i kroppen.

Uddannelse og kurser:

  • 2022 – Elin Solheim: Praktisk fordybelse i Funktionel træning med fokus på Rectus Diastase og bækkenbund + Teori og praksis i relation til Rectusplastik
  • 2022 – Micha Grøn: Workshoppen – Bedre Bækkenbund – formidling af bækkenbundens fulde potentiale og praktisk brug af empelvic puden.
  • 2021 – Den intelligente krop: Bækkenbunden 3D
  • 2021 – Danske fysioterapeuter: Fysioterapi i naturen
  • 2020 – Pernille Thomsen: Fascier og Fysioterapi
  • 2019 – Elin Solheim: Funktionel træning med fokus på Rectus Diastase og bækkenbund
  • 2018 – Den intelligente krop: Åndedrættet som basis for krop og sind
  • 2018 – Elin Solheim og Pernille Thomsen: Fysio Flow – træningsintervention relateret til myofascielle forbindelser
  • 2018 – Move2peak academy: Genoptræning efter brystoperation og brystrekonstruktion
  • 2017 – Danske fysioterapeuter: Konference om kræftrehabilitering
  • 2017 – Elin Solheim: Fysio Flow – bindevævsmobiliserende træning
  • 2016 – Kirsten Tørsleff: Kursus (del 3+4) i efterbehandling af brystopererede
  • 2015 – Kirsten Tørsleff: Grundkursus (del 1+2) i efterbehandling af brystopererede
  • 2014 – Region Syddanmark: Sundhedspædagogiske værktøjer målrettet personer med kronisk sygdom
  • 2013 – Kursus i Sundhedspædagogik
  • 2013 – Den intelligente krop: Den elastiske bækkenbund
  • 2013 – Den intelligente krop: Åndedrættet er motoren
  • 2012 – Danske fysioterapeuter: Fysioterapeutisk træning til patienter med mobilitetsproblemer
  • 2011 – 2012 – Region Syddanmark: Div. kurser relateret til “Diabetes, træning og behandling”
  • 2011 – 2012 – Region Syddanmark: Div. kurser relateret til “KOL, træning og behandling”
  • 2010 – Grundkursus i Den Motiverende Samtale
  • 2002 – Uddannet fysioterapeut (Proffesionsbachelor i Fysioterapi) fra Odenseskolen
  • Jeg ser det som min fornemmeste opgave, at fortsætte med at udvikle mig, opdatere mig og lære nyt. Derfor tilstræber jeg at deltage på minimum 2-3 faglige kurser, workshops og/eller konferencer årligt.

Lone Evald